KUNSTPROJEKT – MELLEM TO

 ‘Mellem to’ er et værk bestående af en serie på 9 fotos, placeret horisontalt i forlængelse af hinanden. På hver af de 9 fotos ses en vandret linje, der enten er eller ikke er blevet påvirket, ændret eller brudt. De 9 linjestykker er individuelle nedslag og danner tilsammen én lang linje.

Fotoserien er skabt ud fra et koncept om at undersøge bevægelse, impulser og interaktioner mellem to personer ved at have fokus på det spor, deres aktivitet har efterladt. Konceptet holdes oppe via en række dogmer, der skal afgrænse og fastholde disse lidt uhåndgribelige handlinger og situationer, og omsætte dem til en grafisk visualisering, der kan formidle det fysiske menneske på en minimalistisk og forståelig måde. 

 Dogmer:

-> Hvert foto repræsenterer en handling / bevægelse / interaktion mellem to personer. 
-> Fotoet er oppefra i en vinkel på 90° med ens afstand for alle 9 foto. 
-> Fotoet er taget på sort gulv med et areal på 2,5 x 2,5 m. 
-> En linje midt på arealet er dannet med hvidt sukker. Den samme mængde sukker er er brugt på alle 9 foto. Sukkeret er valgt som materiale, da det nemt påvirkes af bevægelse.
-> De to personers møde og interaktioner med hinanden ved linjen, danner det hvide spor på hvert foto. Linjen påvirkes eller rettes ikke efter interaktionen har fundet sted. 
-> Længden på interaktionen er <10 sekunder, hvorefter personerne går ud af billedet. Denne tid er valgt for at sikre det tydelige, visuelle spor, og passer i øvrigt fint til flere af situationerne. 
-> De fysiske interaktioner har meget forskellige energiudladninger (f.eks. kinddans, kys, brydning).

De 9 fotos er resultatet af netop dette visuelle eksperiment, og det kan tydeligt ses på dem, at stregen er blevet påvirket forskelligt alt efter hvilken interaktion, der er sket. Stregen går fra at være iscenesat og konstrueret til at være tilfældig, unik og et produkt af menneskets tilstedeværelse.

 Fortolkning

Hvor der er mennesker, er der liv, og vores tilstedeværelse sætter spor. Ved at tage udgangspunkt i en iscenesat, ren og konstrueret, lige linje, bliver påvirkningen fra menneskers tilstedeværelse og deres interaktioner mellem hinanden meget tydelig. Om de to personers tilstedeværelse bryder, forværger og ødelægger eller om de skaber noget nyt, unikt og smukt, er op til beskueren. 

Pga. fodaftryk i sukkeret kan det afkodes, at det er mennesker, der har brudt linjen. Men hvilke situationer udspiller sig? Hvordan ser aftrykket af et kram, kontra aftrykket af en brydning eller en sex-akt ud? Idet tilskuerens fantasi og tanker skal på arbejde, bliver nye situationer måske dannet i billederne. Ud fra tilskuerens verdensforståelse eller holdninger vil billederne måske virke grimme og kaotiske eller smukke og æstetiske. 

Når fotoserien hænger horisontalt i forlængelse af hinanden, dannes én lang linje brudt af forskellige spor. Det kan give associationer til et kardiogram og dermed et forløb med forskellige impulser, og serien kan aflæses som en handling over tid, en historiefortælling. Er det en kærlighedshistorie der ender grimt? Eller livet fra barn til voksen fortalt på 9 nedslag? Er den lange linje livets hjerterytme der svinger ud idet der sker vigtige begivenheder, hver unik i sit udtryk? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait